Hop til hovedindhold

Forhold til vandforsyningsplanen

Drikkevandet til Rudersdal Kommunes borgere indvindes fra undergrunden i kommunen. Vandindvindingsstrukturen har betydning for spildevandsplanlægningen, idet udsivning af spildevand fra utætte kloakledninger samt nedsivning af spildevand og regnvand fra kloakanlæg kan forurene grundvandet. Der har dog ikke i Rudersdal Kommune været indikationer af, at spildevand via de offentlige spildevandsanlæg truer grundvandet.

Indvindingsområder

For at sikre en god vandkvalitet hentes grundvandet i Rudersdal Kommune fra dybtliggende kalkmagasiner.

I Rudersdal Kommunes sydlige del indvinder Rudersdal Forsyning A/S (en del af NOVAFOS koncernen) vand fra i alt 13 boringer, som ligger i nærheden af forsyningens tre vandværker: Holte Vandværk, Nærum Vandværk og Trørød Vandværk. Trørød Vandværk har dog en enkelt boring i Vedbæk.

I den nordvestlige del af Rudersdal Kommune indvinder Birkerød Vandforsyning a.m.b.a. vandet fra ni boringer, som ligger nord og nordvest for Birkerød Vandværk og langs med Sjælsø.

Sjælsø Vandværk har to kildepladsområder i Rudersdal Kommune: Nebbegård Kildeplads med fire boringer og Mortenstrup Kildeplads, hvor fem ud af seks boringer er i Rudersdal Kommune, mens den sidste er beliggende i Hørsholm Kommune. Alle boringer indvinder vand fra kalken.

De boringsnære beskyttelsesområder er vist med rød skravering i nedenstående figur, mens grundvandsdannende oplande er skraveret med gul.