Klimatilpasningsplanen
Herunder kan du læse om Rudersdal Kommunes klimatilpasningsplan og indsatser relateret til spildevandsplanen.
Det er kommunalbestyrelsens mål at forebygge og mindske skaderne af skybrud og at adskille regnvand fra spildevandet, hvor det er muligt. Regnvandet skal så vidt muligt håndteres lokalt og betragtes som en ressource både til at øge kvaliteten i naturen, byrummene, fritidsområderne samt til forbrug.
Klimahensyn skal indarbejdes generelt i planlægningen og ikke mindst ved prioritering og metodevalg i kommunens spildevandsplanlægning.
Rudersdal Kommune har udarbejdet en samlet klimatilpasningsplan i 2014 som et tillæg til kommuneplan 2013. Klimatilpasningsplanen indeholder en kortlægning af udfordringerne ved et ændret klima med mere regn, og der er udpeget en række indsatsområder og defineret et serviceniveau i risikoområder for vandspejlsstigninger over terræn.
Klimatilpasning
-
Klimatilpasningsplanen indeholder en generel strategi for nedsivning og lokal afledning af regnvand (LAR) som alternativ til traditionel udbygning af kloakanlæg. De eksisterende spildevandsanlæg bevares, og tilpasningen til de højere krav sker ved at mindske belastningen på anlæggene ved at mindske tilledningen af regnvand fra fx hustage og veje.
Denne strategi underbygges i denne spildevandsplan ved et regelsæt for maksimale befæstelsesgrader og anvisninger til etablering af LAR-anlæg.
Målet er at sikre, at kapaciteten af spildevandssystemet og renseanlæggene er i stand til at klare fremtidige spildevandsmængder, og at systemet kan håndtere fremtidens klimaudfordringer med forventet mere voldsom nedbør end i dag.
Øget lokal håndtering af regnvand understøtter samtidig spildevandsplanens indsatser for at reducere overløb til vandområderne.
Anvisninger for dimensionering af LAR -anlæg fremgår af særskilt afsnit: Nedsivning og lokal afledning af regnvand.
-
Rudersdal Kommune har udarbejdet en klimatilpasningsplan, hvori der er udpeget 11 risikoområder og fem geografiske indsatsområder.
Ifølge klimatilpasningsplanen skal der foretages undersøgelser af risikoområderne, og ud fra undersøgelsernes resultater udføres klimatilpasning i områderne i perioden 2016-2020. Risikoområder fremgår af kommunens klimatilpasningsplan.
Rudersdal Kommune har vedtaget at hæve serviceniveauet for risikoområderne udpeget i kommunens klimatilpasningsplan. Serviceniveauet skal forstås som en målsætning, der skal benyttes som dimensioneringsgrundlag ved projektering af nye spildevandstekniske anlæg.
Baggrunden for målet er, at kommunen ønsker at sikre værdier mod skadevoldende oversvømmelser op til en 100-års regnhændelse. Det vedtagne serviceniveau, der er gældende på offentligt tilgængelige arealer i risikoområderne, lyder:
En gang hvert 100. år må det gennemsnitlige vandspejl overstige 10 cm over terræn, med undtagelse af steder, der specifikt er udpeget til opmagasinering af overfladevand.
For hvert risikoområde foretages en vurdering af skadeomkostningerne ved en overskridelse af de 10 cm. Der er mulighed for, på baggrund af nærmere stedsspecifikke undersøgelser, at tillade højere vandstand, hvis væsentlige samfundsmæssige interesser taler herfor.
Steder, som specifikt er udpeget til opmagasinering af overfladevand, er undtaget fra ovenstående. Det betyder, at der på grænsen mellem det offentlige og private rum nogle steder kan stå mere end ti cm vand på terræn gennemsnitligt.
-
Det særlige ved klimatilpasningsprojekter er, at forsyningen ikke uden videre kan finansiere de overjordiske løsninger, der vil være fokus på. Dermed kan de nye løsninger ikke, som traditionelle spildevandsløsninger, alene finansieres af forsyningsselskabet over taksten.
Kommunen vil i modsætning til de traditionelle løsninger ofte blive ejere af anlægget, fordi kommunen ejer grunden, hvor løsningen anlægges. Der kan dog også være tale om private ejere, hvis de områder, der er i spil, er privat ejet.
Klimatilpasningsprojekter
- Trørød - vejprojekt (er udført): For at afhjælpe de hyppige aflastninger til Maglemoserenden fra fælleskloakken har kommunen afkoblet en del af vejvandet fra kloakken på Holmebjerg, Viekær og Ellesletten. Regnvandet på Holmebjerg og Viekær skal nedsives via regnbede, som er etableret på begge vejstrækninger. Regnbedene renser regnvandet via filterjord og nedsives herefter. Regnvandet på Ellesletten ledes via sandfangsbrønde til Maglemoserenden. Regnbedene på Holmebjerg er dimensioneret til også at kunne håndtere vejvandet fra de private fællesveje Klinteager og Præsteager. Derudover er der åbnet op for, at borgere, som har svært ved at håndtere regnvandet på egen grund bl.a. pga. matriklens udformning/anvendelse, kan ansøge kommunen om tilladelse til at lede en del af overfladevandet til regnbedene.
Projektet blev gennemført som et "medfinansieringsprojekt" mellem kommunen og kloakforsyningen.
- Birkerød Erhvervsby (er udført): Åbning af rørlagt vandløb: Kommunen har etableret regulering af det rørlagte afløb fra søen ved Bregnerødvej 140. Afløbet fra søen er omfattet af regulativet for Kajerød Å og betegnet ”Sideløb til Kajerød Å” i regulativet. Sideløbet er i alt ca. 330 m og rørlagt de første 175 m. Forslaget indebærer etablering af et nyt åbent vandløb fra søen ved Bregnerødvej 140 til den eksisterende åbne del af sideløbet til Kajerød Å med det formål at klimasikre området mod oversvømmelser.
Projektet blev gennemført som et "medfinansieringsprojekt" mellem kommunen og kloakforsyningen.
- Holte (er ikke udført): Kommunen og forsyningen afdækker fordele og ulemper forbundet med de forskellige mulige løsninger til klimatilpasning i risikoområdet "Holte" i forbindelse med udarbejdelse af områdeplanen (se Planlægning og prioritering af forsyningens indsats).
- Bistrup (er ikke udført): Kommunen og forsyningen afdækker fordele og ulemper forbundet med de forskellige mulige løsninger til klimatilpasning i risikoområdet "Bistrup" i forbindelse med udarbejdelse af områdeplanen (se Planlægning og prioritering af forsyningens indsats).
- Høsterkøb (er ikke udført): Området er udelukkende kloakeret for husspildevand. Nærmere undersøgelser vedr. bl.a. uvedkommende vand er påbegyndt.